Begræns begærligheden

Den helt store trussel overfor både fred, fællesskab og forskellighed er begærligheden. Både på det personlige og det samfundsmæssige plan. Og begærligheden har i dag alt for frit spil.

Det gælder begærlighed efter penge.

En begærlighed efter penge gør, at profit bliver det eneste mål for virksomheder, på bekostning af arbejdsvilkår, miljøet osv. Kravet om hele tiden højere effektivitet nedslider os og skaber stadigt flere psykiske sygdomme og nedbrud. Og vi bøjer oftere og oftere nakken på arbejde for ikke at blive fyret.

Det gælder begærlighed efter materielle goder og evig vækst.

Vores jordklode kan ikke holde til det, hvis alle jordens mennesker ikke alene skal nå op på det danske velfærdsniveau, men også fortsat øge forbruget. Det er en naiv “lukken øjnene og håben på det bedste” at tro, at smartere teknikker alene kan redde os.

Det gælder begærlighed efter magt.

I form af virksomheder, der bliver større og større, og derved får al for stor samfundsmæssig magt. I form af magthavere, der bliver til despoter – såvel politikere (Erdogan, Putin, Ortega, Trump osv.) som virksomhedsledere (Musk, Zuckerberg osv.). Hvis eneste mål er magten i sig selv, uanset hvilke omkostninger, det har for andre, og uanset hvilke populistiske og grove metoder, der skal anvendes. Eller i form af lande, der vil underlægge sig andre lande, landområder og folkeslag (Israel, Rusland, Tyrkiet, Aserbajdsjan osv.).

Det gælder begærligheden efter sex.

Sex er dejligt. Og den seksuelle drift er stor. Så stor, at en del ikke kan styre den, men påtvinger andre sex. Voldtægt og andre seksuelle krænkelser har været og er resultatet. Ekstra slemt bliver det, når magt blandes ind i det, og den, der ikke kan styre sin seksuelle drift, udnytter at have en eller anden form for magt over den, det går ud over – økonomisk, jobmæssigt eller på anden måde. Eller når det er begærligheden efter magt, der får sit udslag i en blanding af vold og seksuelle overgreb.

Det gælder begærligheden efter anerkendelse.

Vi vil alle gerne anerkendes – og det er godt at blive anerkendt. Men for nogle kammer det over, og får et udtryk, hvor anerkendelsen bliver på bekostning af andre. Fra medløberen, der er med til at mobbe den svageste i skolegården, til professoren der tager æren for andre forskeres resultater.

Hvad gør vi?

Vi kan ikke afskaffe begærligheden. Det er en menneskelig egenskab. Fra vi rækker sultent og krævende ud efter moderens bryst eller sutteflasken, er vi begærlige. Vi har heldigvis også mange andre meget væsentlige egenskaber: Vi er generøse, kærlige, betænksomme, empatiske, forstandige osv.

Men begærligheden er der altså – men vi skal være meget bedre end i dag til at styre begærligheden og begrænse dens skadelige virkninger.

Vi er ikke altid gode og stærke nok som mennesker til selv, hver for sig, at kunne styre vores begærlighed. Hvis det var tilfældet, ville verden ikke se ud, som den gør i dag.

I stedet må vi i fællesskab – på samfundsniveau – skabe mekanismer og strukturer, der styrer begærligheden. Så vi derved hjælper hinanden til at styre vores begærlighed.

Det er grundlæggende det, som vi har love og regler til, som vi vedtager på demokratisk vis. Vi har en række udmærkede love, som gør det på en række områder – man må ikke dræbe eller voldtage, vi har en skattelovgivning, hvor de rigeste betaler mest, osv.

Men det er meget langt fra nok. Vi bliver nødt til at etablere flere strukturer i form af lovgivning mv., der begrænser incitamentet til begærlighed.