En ny fredsbevægelse – for fred i Ukraine, Palæstina og Grønland

 I en tid, der er så præget af voldsomme krige som vores – voldsomst i Ukraine og Palæstina – hvor er så tidligere tiders fredsbevægelser blevet af?

I 80’erne var der Kvinder for fred, “Aldrig mere krig” var en stor forening, der var fredsmarcher, og ønsket om fred fyldte meget i den offentlige debat. Tilsvarende under Irak-krigen i 00’erne.

Idag bliver der næsten kun talt om oprustning. Også på venstrefløjen, hvor både SF og Enhedslisten idag går ind for Nato, støtter stadig større oprustning i Ukraine, og i retorikken opstiller fjendebilleder af gammel-koldkrigerisk karakter.

Den nye Venstrefløj vil gøre op med dette.

Vi har arbejdet for Fred som en af vores grundværdier. Vi ser nationalismen, religiøs fundamentalisme (herunder både kristen, jødisk og muslimsk), den globale ulighed samt militærindustrien som de afgørende trusler mod freden.

Vi vil ikke være krigsopviglere, men arbejde for at fjerne fjendebilleder. Det første skridt mod fred er at ville forstå modparten, og ikke blot stemple modparten som ondskaben selv.

Krigen i Ukraine har nu varet i snart tre år. Med meget store lidelser til følge for især ukrainere, men også for mange russere. På begge sider er der dræbt formentlig langt over 100.000 mennesker.

Krigen må have en afslutning. En bæredygtig fred kan kun baseres på kompromiser – aldrig på at den ene part skal overgive sig betingelsesløst og ydmyges. Resultatet af en sådan krigsafslutning så vi ved afslutningen af 1. verdenskrig, hvor ydmygelse af Tyskland blot lagde fundamentet for en endnu værre krig, 2. verdenskrig.

Så realpolitisk skal der findes en fred, som begge parter kan leve med, og som tilgodeser reelle behov på begge sider.

Ét reelt behov er, at ethvert folkeslag ønsker størst mulig selvbestemmelse: at kunne opretholde sin kultur, sit sprog og sine værdier. Det gælder for begge de to store befolkningsgrupper i Ukraine: ukrainere og russere.

En meget væsentlig baggrund for krigen i Ukraine var uenighed om, hvor meget selvstyre de overvejende russisk befolkede østlige provinser skulle have. De aftaler herom, der blev indgået mellem parterne i 2015, blev ikke overholdt. At tro, at nye aftaler indenfor én fælles stat vil blive overholdt, er naivt, ikke mindst nu, efter så mange dræbte og så meget had.

Der er derfor ingen vej udenom at give de områder, der overvejende er russisk befolket, mulighed for fuld selvstændighed – eller tilslutning til Rusland, hvis det er det, flertallet vil.

Det er et princip som generelt er både rimeligt og kan skabe en realistisk fred – uanset om befolkningsgrupperne er russere, palæstinensere – eller det danske befolkningsflertal i Sønderjylland, der i 1864 blev tvunget til at være en del af Tyskland.

Og netop den måde, som problemet med fastlæggelse af grænsen mellem Danmark og Tyskland blev løst på efter 1. verdenskrig, er et rigtigt godt eksempel til efterfølgelse i krigen mellem Rusland og Ukraine. For det skete på en balanceret måde og på helt fredelig vis. En måde, som har været holdbar lige siden, og som stort set har fjernet konflikterne mellem tyskere og danskere i området.

Løsningen er den i princippet helt simple, og yderst demokratiske: Lad folk selv bestemme. Der blev i Sønderjylland og Slesvig i 1920 lavet områdevise folkeafstemninger: De områder, der fik flest tyske stemmer, blev en del af Tyskland, og de områder, der fik flest danske stemmer, blev en del af Danmark.

Sådanne afstemninger skal selvfølgelig ske under ordnede forhold. De afstemninger, som er foretaget i de af Rusland besatte områder, har været yderst ensidige og ikke demokratiske, endsige troværdige. Resultaterne heraf kan ikke godtages.

I stedet må der under en våbenhvile, hvor alle tropper trækkes ud af området, afholdes afstemninger under kontrol af FN, hvor alle forinden har haft mulighed for at vende tilbage til den hjemby, som de eventuelt måtte være flygtet fra.

Et andet reelt behov er såvel Ukraines som Ruslands behov for national sikkerhed i forhold til angreb udefra.

Ukraines behov er åbenlyst: Hvordan sikre sig mod at blive angrebet af Rusland igen, efter en fredsslutning?

Men Ruslands behov er også meget legitimt: Rusland er efter Sovjetunionens og den gamle østbloks sammenbrud blevet omringet af stater fra Nato, hvis raketter og soldater står meget tæt på Rusland. Den anden stormagt, USA har aldrig accepteret noget tilsvarende – man vil overhovedet ikke have, hvad man opfatter som fjendtlige magter på det amerikanske kontinent. Det så man udmøntet ved Cuba-krisen i 1962, hvor USA krævede sovjetiske raketter fjernet fa Cuba. Uanset at NATO på tilsvarende vis havde raketter placeret tæt på Rusland, bl.a. i Tyrkiet. At NATO senere løb fra det løfte, man gav da Tyskland blev genforenet – nemlig ikke at udvide NATO mod øst – har næppe gjort Ruslands frygt mindre.

På den baggrund er det ikke en løsning at optage Ukraine i NATO – det vil være at negligere Ruslands sikkerhedsbehov at få NATO-styrker på sit dørtrin, og være udtryk for en markant dobbeltmoral ift. USA’s egen ageren. Men med et forbehold for den militære dimension kunne Ukraine godt blive medlem af EU.

Man kunne også forestille sig en demilitariseret zone i Ukraine og på den russiske side af grænsen til Ukraine. Samt garantier for forsvar for Ukraine fra de vestlige lande, indrettet på en måde, så angreb på Rusland ikke kan ske fra disse styrker. Og/eller fredsbevarende tropper med FN-mandat i Ukraine – hvor dansk deltagelse kunne være relevant. Andre muligheder kan også tænkes.

Et tredje reelt behov er at få fjernet frygten for at blive genstand for stormagtsdrømme om at udvide territorier og magtsfærer.

Indimellem indgår det i Putins retorik, at Ukraine er gammelt russisk område. Det må – uanset at det næppe er den primære grund til invasionen – vække meget stor bekymring i Ukraine.

Tilsvarende vækker Trumps offentlige erklæringer om at ville udvide USA’s territorium tilsvarende meget store bekymringer. Ligesom hans initiativer til at skabe fred i Ukraine nok må antages i høj  grad skyldes, at han har fået et grådigt blik på mineralerne i Ukraines undergrund.

Stormagters drømme om at udvide deres imperier er meget svære at forsikre sig imod. Her kan nok kun stærke internationale organisationer som FN, og folkelige bevægelser, give et forhåbentligt tilstrækkeligt modspil.

I forhold til Palæstina er det nu klart, at Israel er blevet en apartheidstat som ret hæmningsløst dræber civile palæstinensere, hærger hospitaler, bomber løs, jævner almindelige borgeres boliger med jorden osv.  Den internationale Domstol har da også dømt Israel til at skulle forlade de besatte områder, og har efterlyst Israels ledere for krigsforbrydelser, ligesom der verserer en anklage for folkedrab.

Israel idag har væsentlige lighedstræk med Sydafrika, som det var under apartheidstyret dér, og ligesom Sydafrika dengang må Israel nu boykottes, således at Israel ikke understøttes militært og økonomisk af bl.a. Nato-landene. Og derfor bliver nødt til at søge en fredelig vej.

Samtidig skal en fredelig løsning sikre de jødiske befolkningsgrupper en tryg og sikker fremtid, på linje med de palæstinensiske befolkningsgrupper.

Nej, det er ikke nemt, og vejen kan være lang, men at skabe forudsætningerne for fred ved at mindske Israels overlegne styrke, er den eneste vej og alternativ til udslettelse af palæstinenserne.

Senest er risikoen for krig kommet helt tæt på Danmark, med Trumps udtalelser om, at han ikke vil udelukke en militær aktion for at erobre Grønland. Hvilket jo er en helt grotesk udtalelse fra præsidenten fra et land, der skulle forestille sig at være vores allierede. Så langt er ikke engang Putin gået i sin retorik.

Samtidig med, at vi må tage klart afstand de krigeriske udsagn fra både Putin og Trump, skal vi imidlertid også være tilbageholdende med at gå ind i en unødigt konfronterende debatform, og anvende en retorik, hvor vi er med til at opgejle en krigsstemning med entydige fjendebilleder af “de andre” som onde – uanset om det er Trump eller Putin. For ofte har en opgejlet offentlighed i sig selv været stærkt medvirkende til, at krige brød ud.

Og i begge d’herrers tilfælde må det håbes, at der kun er ganske lidt realitet bag ordene. Så her må der også etableres en balance mellem at sige klart fra, samtidig med at man undgår at grave grøfterne dybere og fjendebillederne voldsommere. En balancegang, som Mette Frederiksen har en del mere fokus på i forhold til Trump end i forhold til Putin.

Samlet set er verden blevet et mindre sikker og potentielt væsentligt mere ufredelig med Trump som præsident i USA. At han faktisk muligvis kan skabe fred i Ukraine, fordi han har en mere realistisk holdning til, hvad en fred kan indeholde, og hvad Ruslands legitime behov er, end hvad vesten hidtil har doseret, skal naturligvis ikke få os til at se ham som en fredsapostel. Han går efter pengene – hvis fred giver penge, så går han efter det, men hvis det er krig, der laver penge, så vil han ikke et øjeblik vige tilbage for det.