Krigen som selvopfyldende profeti | Den nye Venstrefløj

Krigen som selvopfyldende profeti – om at lære af historien

Mette Frederiksen taler stolt om sit prepper-lager. Aviserne skriver om, at kun en tredjedel af befolkningen har preppet, og lader ofte dette fremstå som et problem.

Men det er ikke et problem. Det er et sundhedstegn, at vi er så mange, der ikke vil være en del af den fortælling, der går på, at krigen (= russerne) nok kommer lige om lidt, og at vi derfor skal opruste.

For prepperiet er en ikke ubetydelig del af en livsfarlig og potentielt selvopfyldende profeti om krigens komme.

Hvorfor nu det?

Lad os først se på de historiske erfaringer. De kan give os et vigtigt bredere perspektiv.

Og derefter på hvor stor faren reelt er for, at Rusland vil eller kan starte nye krige i Europa. Og hvordan dette bedst forebygges.

Når forventningen om krig fører til krig

Var årsagen til 1. verdenskrig det attentat, som Gavrilo Princip om formiddagen d. 28. juni 1914 i Sarajevo forøvede mod den østrig-ungarnske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand?

Nej. Det var gnisten, der antændte bålet. Men bålet var igennem årene op til lagt solidt tilrette.

Ikke at krigen var uundgåelig. Men det var blevet voldsomt mere sandsynligt, at den ville bryde ud, end at den ikke ville.

Der var i næsten alle de større europæiske lande i starten af 1900-tallet blevet etableret voldsomme fjendebilleder af hinanden.

For det relativt stabile europæiske landkort, der var blevet etableret i 1815 med Wienerkongressen, var med den stigende nationalisme i Europa blevet udfordret på mange fronter.

For det landkort, der i 1815 blev etableret, var fyrsternes landkort over deres personlige imperier. Der var ikke taget hensyn til nationaliteter. Østrig-Ungarn bestod således af ikke mindre end 11 nationaliteter.

Med den stærkt øgede nationalisme blandt liberale politikere og i befolkningen gav det anledning til mere og mere manifeste konflikter mellem nationaliteter, der ønskede selvbestemmelse, og imperier, der ønskede at bevare eller udvide deres magt og riger.

Det gav sig udtryk i øgede fjendebilleder og oprustninger, bl.a.:

Tyskland var i forbindelse med Bismarcks samling af Tyskland, kulminerende i 1871, blevet voldsomt militariseret. Det gamle fjendskab med Frankrig tilbage fra Napoleonskrigene (hvor Frankrig havde invaderet og indtaget tyske områder) var blevet forstørret, og der havde været krigshandlinger, som da Preussen invaderede Frankrig i 1870. Tyskland havde også etableret en betydelig flåde, der var en trussel mod Storbritannien.
Frankrig følte sig meget sårbar overfor Tyskland, Tyskland som fjendebillede var markant, og Frankrig blev et stærkt militariseret samfund, der forsøgte at alliere sig med Rusland og England.
Østrig-Ungarn havde i 1908 annekteret Bosnien. Bosnien bestod ikke kun af bosniere, men også af serbere, og de var tilsammen en del af en bevægelse, der ønskede oprettelse af selvstændig, slavisk balkanstat – fri af Østrig-Ungarn. Ungarn havde i 1912 fået en ny hærlov, der oprustede og øgede hærens omfang.
Ruslands hær, der støttede de slaviske folk, havde efter 1908 tilsvarende oprustet.
Også Serbien havde oprustet, og havde fordoblet sin hær. Spændingsniveauet og fjendebillederne mellem Serbien og Østrig-Ungarn var således maksimale.
Italien var blevet samlet af Garibaldi, hvilket gav konflikt ift. de dele af det italienske område, der var en del af Østrig-Ungarn.

Alt i alt betød dette, at nationalismen blev kraftigt fodret af frygt og fjendebilleder. Nationale mindretal blev forsøgt opdraget til det herskende folkeslags sprog, kultur og religion. I skolerne prædikedes om ”historiske grænser”, der skulle realiseres, om historiske krigshelte, om tabte landsdele og om fjender, der truede landet. Hvilket som funktion havde at få befolkningernes fokus væk fra indre sociale modsætninger og over på ydre fjender.

Nationalismen – den usunde, aggressive form, hvor man ultimativt helt vil fjerne andre kulturer – og frygten var i den grad blevet fodret, og viste sit allergrimmeste ansigt. I august 1914 lød således de taktfaste kor i Wien: ”Alle Serben müssen sterben”.

Dengang var Danmark et af de få lande, der ikke ville i krig. Danmark var blevet kraftigt vaccineret i form af krigen i 1864 med Tyskland. Her havde kongens og de nationalliberales indædte ønske om at opretholde så store dele af det gamle danske imperium lidt afgørende og smertefuldt nederlag. Forsøgene på at tvangsfordanske de sydslesvigske områders tyske flertal og forsøgene på at beholde områderne med militær magt, var alle endt i national katastrofe, hvor Danmark også mistede det nordlige Slesvig (Sønderjylland).

I Europa havde frygten generelt bredt sig som en steppebrand: Tyskerne frygtede Ruslands voksende magt. Frankrig frygtede Tyskland. England frygtede Tysklands kontrol med havnene. Østrig frygtede Serbiens nationale ambitioner. Og så videre.

Samtidig havde der bredt sig en opfattelse i generalstabene i Europa om at krigen pga. de mange fjendebilleder og konflikter var uundgåelig. Og at det kunne være en god idé at lave forebyggende angreb på dem, man frygtede. Nu handlede det mest om at finde det optimale tidspunkt og den rette begrundelse.

Her blev mordet i Sarajevo på Franz Ferdinand lige den gnist, der skulle til for at antænde bålet.

Men det var accelerationen af frygt og fjendebilleder, og talen om krigens store sandsynlighed, der havde skabt krigen.

Det ligner kun alt for meget situationen i dag, med den store frygt for Rusland, og med Rusland mere og mere som et fjendebillede – som ondskaben selv.

Vil Rusland starte flere krige?

Men hvor begrundet er denne frygt for Rusland? Er der i virkeligheden gode grunde til denne voldsomme frygt overfor Rusland, således at det faktisk er rigtigt fornuftigt at preppe?

En af læringerne af første verdenskrig var, at det i høj grad er frygt, der får lande til at starte krige. Så lad os starte med at se på, hvad det er, der er Ruslands frygt – og som derfor ligger bag Ruslands aggressivitet i bl.a. Ukraine? Er det en frygt som måske kunne mindskes, hvis vi anerkendte den – så vi dermed kunne skabe et fundament for fred?

Også her kan vi lære af historien. Specielt hvad Ruslands frygt er, og hvad den er baseret på af erfaringer i de seneste godt hundrede år.

I forlængelse af den russiske revolution i 1917 var de vestlige lande meget bange for, at ideerne om socialisme, begrænsning af ejendomsretten mv. skulle brede sig til andre landes befolkninger. De vestlige lande støttede derfor massivt – med penge, våben og agenter på russisk jord – de kontrarevolutionære styrker i Rusland, der bekrigede den nye regering. Rusland opfattede – ikke særligt underligt – dette som aggressiv indblanding i indre anliggender.

I 2. verdenskrig var Rusland med mange længder det land i Europa med flest dræbte: 27 millioner omkom, primært som følge af Tysklands angreb på Sovjetunionen. De næststørste tabstal havde Tyskland med 7,5 mio. og Polen med 6 mio. dræbte. Til sammenligning havde Frankrig 0,6 mio. dræbte, og England 0,5 mio. dræbte. (I alt døde 6 mio. jøder.)

Ikke underligt, med den baggrund, at Sovjetunionen ønskede at sikre sig bedst muligt mod nye angreb vestfra. Hvilket var en væsentlig baggrund for det jerntæppe, man lagde ned igennem Europa: De østeuropæiske lande skulle være stødpudeområder i forhold til vesten.

Dette kan temmelig langt hen ad vejen opfattes som en pendant til USA’s Monroe-doktrin, ifølge hvilken USA har en særlig sikkerhedszone omfattende hele den del af jordkloden, hvorpå de amerikanske kontinenter ligger, og hvor USA mener at have ret til at gribe ind overfor andre lande, hvis USA føler sin sikkerhedszone truet. Cuba-krisen i 1962 var et eksempel herpå, hvor USA følte sig truet af sovjetiske raketter på Cuba, og på den baggrund truede med atomkrig.

Sovjet måtte omvendt leve med amerikanske atomraketter rettet imod sig ganske tæt på, fra vesteuropæiske lande.

Det var derfor meget væsentligt for Sovjet at kunne opretholde østeuropa som stødpudeområde, og i særdeleshed at undgå, at NATO’s raketter rykkede endnu mere østpå, helt op til Sovjets grænse.

Dette var baggrunden for Sovjets interesse i at indgå Helsinki-aftalerne i 1975, hvor de vestlige lande gik med til at garantere grænser til Warszawa-pagtlandene i østeuropa, mod at østlandene til gengæld åbnede for ”ideernes frie bevægelighed” på tværs af grænser – noget som blev stærkt medvirkende til de kommunistiske styrers fald.

Da muren faldt i Berlin i 1989 og Sovjetunion faldt fra hinanden i 1991 blev vesten grådig. For godt nok lovede bl.a. USA’s udenrigsminister James Baker ifm. Ruslands accept af Tysklands genforening Gorbatjov, at NATOS militære styrker ikke ville blive flyttet længere mod øst. Hvilket var afgørende set fra sovjetisk side, for at opretholde et stødpudeområde mod de vestlige styrker.

Men det løfte holdt vesten ikke. De østeuropæiske lande blev et efter et optaget i NATO. Det nye Rusland var i starten meget svagt, og kunne ikke protestere.

Her havde det været klogere og rimeligere at følge det finske eksempel fra tiden efter 2. verdenskrig, hvor Finland, ledet af en klog præsident Kekkonen, sørgede for ikke at være en militær trussel for Sovjetunionen. Tilsvarende neutrale zoner kunne have været etableret i det gamle østeuropa.

Ruslands reaktion imod vestens grådighed og militære ekspansion – i form af kravet om, at ikke også Ukraine blev en del af NATO (hvorved fjendtlige styrker kom til at stå tæt på en meget lang del af Ruslands grænse) – blev først med stor vægt ført frem i forlængelse af Ruslands indtagelse af Krim i 2014, da Rusland var begyndt at føle sig stærkere.

Da der ikke kunne findes en fredelig løsning på Ruslands frygt og krav om et afmilitariseret Ukraine, kom så Ruslands angreb på Ukraine i 2022.

At det for Rusland i Ukraine – udover at støtte den russiske befolkning i Ukraines østlige del – først og fremmest drejer sig om Ruslands sikkerhed og frygt for vesten, understøttes af, at Rusland d. 30. marts 2022 (dvs. kort tid efter invasionen af Ukraine) sammen med Ukraine undertegnede et dokument, hvor Rusland accepterede at trække sine styrker tilbage, respektere Ukraines grænser og støtte Ukraines optagelse i EU, mod at Ukraine fortsat skulle være neutralt og ikke tillade andre lande at have baser i Ukraine.

NATO-landene, med USA’s præsident Biden og den britiske premierminister Boris Johnson i spidsen, gjorde det imidlertid klart for Ukraine, at hvis ukraine indgik denne aftale, ville vesten ikke medvirke og give Ukraine de fornødne sikkerhedsgarantier. Lloyd Austin, USA’s udenrigsminister, udtalte d. 26. april 2022, at man ønskede en langvarig krig for at udmatte Rusland militært og økonomisk – og at det var så meget mere fordelagtigt for USA, at det kunne ske via Ukraine, så amerikanske soldater og liv ikke kom i spil.

Rusland var således allerede dengang parat til en hurtig fred i Ukraine, hvis oprustningen af Ukraine stopper, og Ukraine bliver neutralt. Og det er fortsat signalerne fra Rusland i de forhandlinger, som Trump har indledt.

Den anden væsentlige grund til at starte krige, udover frygt, er ønsket om at udvide sit imperium. Det har vi senest set USA’s præsident formulere et ønske om i forhold til Canada, Grønland og Mexico. Også fra Rusland kommer der indimellem udsagn i tilsvarende retning, så det skal ikke ignoreres, at disse aggressivt-nationale kræfter findes i Rusland. Putin selv har dog på det område været relativt tilbageholdende, og haft fokus på at sikre Rusland mod at få fjender for tæt på.

I den udstrækning de aggressivt-nationalistiske strenge har været spillet i Rusland, synes det i høj grad at have til formål at sikre opbakning i egen befolkning til krigen i Ukraine. Det er svært i større omfang at finde facts, der underbygger, at Rusland skulle ønske at udvide sit territorium alene for at blive et større imperium. Jf. at Rusland hele tiden været parat til at indgå en fredsaftale med Ukraine, hvis blot Ukraines neutralitet sikres.

Så selvom der absolut ikke er grund til at se Rusland som ”de gode”, og vesten som ”de onde” – for der er dyleme rigtigt meget at kritisere også Rusland skarpt for – så må man også sige, at det i høj grad er vesten, der har skabt og fodret Ruslands monstre. Vi taler Rusland op til at være ondskaben selv; men hvis vi vil freden, er vi nødt til i stedet at gå de spadestik dybere, hvor vi ser mere nøgternt på, hvad der er Ruslands bagvedliggende frygt og bevæggrunde.

Kan Rusland starte flere krige?

Uanset hvad man måtte mene om Ruslands bevæggrunde, er det vigtigt for at kunne vurdere, hvor meget vi skal frygte Rusland, at se på, hvad Rusland faktisk ville være i stand til at gøre i forhold til at invadere andre lande.

Her har vesten igennem den kolde krig en lang tradition for langt at overdrive Ruslands militære styrke. Som Paul Villaume dokumenterer det i sit 3-binds-værk om den kolde krig, var det en bevidst taktik fra vestens side for at aktivere befolkningernes frygt overfor Sovjetunionen, hvilket man så som en forudsætning for at holde den vestlige verden sammen, og få befolkningerne til at acceptere den vestlige oprustning.

Det samme synes at ske nu. Ruslands kapacitet tales voldsomt op. Men realiteterne er, at Ruslands økonomi er tæt på afgrunden med en skyhøj rente, stærkt stigende inflation, og stærkt faldende valutareserver.

Rusland brugte i 2024 1.000 milliarder kr. om året på militæret – de europæiske lande tre gange så meget. Og modsat de europæiske lande har Rusland meget få muligheder for at skrue op for blusset, idet forsvarsudgifterne allerede udgør 40% af statsbudgettet.

Ruslands militære styrker udgør ca. 1 mio soldater, hvoraf 70% er bundet i Ukraine. De europæiske militære styrker, excl. amerikanske tropper, udgør ca. 1,5 mio soldater. Og Europas bagvedliggende kapacitet er væsentligt større end Rusland – Europa har 500 mio. indbyggere, mod Ruslands kun 150 mio.

Derudover er Ruslands konkrete erfaringer med at starte krige, at landet igennem tre års krig i Ukraine ikke har kunnet besætte områder, hvor der ikke i forvejen var en overvejende russisk befolkning. Tilsvarende var Ruslands erfaringer med krigen i Afghanistan yderst dårlige – man måtte trække sig slukørede og ydmygede tilbage.

Så der er intet der tyder på, at Rusland vil kunne være i nærheden af at lykkes med at angribe andre lande militært.

Og hvis man ikke har planer om det, giver det ikke mening alene at angribe digital eller energimæssig infrastruktur. Det kan man genere voldsomt med i en krigssituation, men det er noget samfundet kan håndtere – der kan stadig køres varer ud til supermarkeder osv. Vi kom da også igennem overgangen til år 2000 uden det ragnarok, nogle have spået.

I øvrigt viste det eneste sikre eksempel herpå i vesten, bombningen af gasledningerne i Østersøen nær Bornholm, sig med meget stor sandsynlighed (jf. den tyske efterforskning) at være forårsaget af ukrainere. Selvom de i starten med stor overbevisning fra vestlig side blev slået op som et russisk angreb.

Med Paul Villaumes dokumentation af vestlig misinformation, propaganda og konspirationsteorier under den kolde krig i bagagen, tillader jeg mig at være ret skeptisk overfor automatreaktionerne hver gang et vandværk har haft et nedbrud på en vandledning, om at det nok også er russernes (eller kinesernes) skyld.

Dermed ikke sagt, at vi ikke skal bruge mange ressourcer på at forebygge cyberkrig mv., men vi skal lade udfordringerne have den passende størrelse.

Så nej, Rusland er ikke i nærheden af at have hverken kapacitet eller strategiske mål, der gør det sandsynligt, at de kan eller vil angribe andre europæiske lande.

Du kan gøre noget for freden!

At preppe er derfor noget af det både dummeste og farligste, man kan gøre. For derved anerkender man – og styrker derved – den underliggende præmis om krigstruslen og de voldsomme fjendebilleder. Og bliver en del af den accelererende spiral, der alt for nemt kan ende med at blive selvopfyldende.

I stedet er der brug for køligt overblik, for at slå koldt vand i blodet, og for at tale om, hvordan vi bedst betrygger alle parter, så freden kan råde.

At undlade at preppe, at være stolt af det, og fortælle det til andre, er derfor en vigtig fredsbevarende handling!

Lad os i stedet anerkende Ruslands frygt for vestlige tropper tæt på sin grænser, og se den som en legitim bekymring, som det er et fælles formål og opgave for alle parter at begrænse.

Således at vi ikke ender som den paranoide Günther i C. V. Jørgensens gamle sang, ”Costa del Sol”: ”men den dag røderusserne kommer, og det gør de jo nok igen, har jeg solgt min hacienda og købt en ny i Californien”.

Kilder:

Erling Bjøl: Da verden gik amok (2005)

Robin Prior og Trevor Wilson: Første verdenskrig (2005)

Hew Strachan: Første verdenskrig (2014)

Nils Arne Sørensen: Den store krig (2005)

Paul Villaume: Frygtens logik (2020)

Paul Villaume: Håbets gennembrud (2024)